Et godt år
Det har været et godt år for mig. Sidste sommer valgte jeg at sadle totalt om efter at have arbejdet som lærer i folkeskolen i 17 år. Det var nok det, at jeg blev skilt fra min kone, der kom til at virke som katalysator for et skifte i livsstil for mig.
Jeg kunne efter skilsmissen mærke på mig selv, at jeg i høj grad trængte til luftforandring, så da jeg faldt over et stillingsopslag om et job som lærer på en efterskole, var jeg ikke længe om at beslutte mig. I de senere år har jeg fornemmet, at jeg har det bedst med at undervise de ældste elever, og jeg nyder at følge de unge menneskers udvikling fra at være børn til næsten voksne.
Derfor var det oplagt for mig at søge jobbet. Også fordi jeg nu som single sagtens kunne leve med de ofte skæve arbejdstider, man må regne med som lærer på en skole, hvor eleverne bor hele døgnet. Men jeg nyder som sagt at have med unge mennesker at gøre, så jeg anså det ikke for noget problem også at skulle være på arbejde om aftenen en gang imellem.
Heldigvis blev jeg valgt til stillingen, nok mest i kraft af mine evner og uddannelse som musiklærer, idet der er tale om en musikefterskole, hvor en væsentlig del af undervisningen handler om forskellige former for musik.
Selv har jeg i mange år dyrket musikken som en passion, og jeg kan vist godt tillade mig at kalde mig selv for en ganske habil guitarspiller, ligesom jeg også føler mig godt hjemme ved et klaver. Samtidig indebar stillingsopslaget undervisning i engelsk og matematik, som i flere år også har været blandt de fag, jeg har undervist i på den folkeskole, hvor jeg arbejdede.
Nu kan jeg så se tilbage på det første skoleår på efterskolen. Jeg var nødt til at skifte bopæl, da min nye arbejdsplads ligger for langt væk fra min tidligere hjemby til, at jeg kunne køre frem og tilbage. Men det passede fint ind i mine ønsker om luftforandring, og jeg er faldet godt til både i min nye bolig, der ligger i tilknytning til skolen, og på jobbet. Det var i øvrigt med lidt god hjælp fra min ven Max, at det faldt på plads.
Jeg har fået en flok rigtig dejlige kolleger, og nogle af dem er jeg allerede blevet nære venner med. Vi har et virkelig godt arbejdsmiljø på efterskolen, hvor der i hele lærerkollegiet er en opfattelse af, at vi skal bakke hinanden op og hjælpe hinanden med råd og vejledning, når der opstår et eller andet vanskeligt problem med en elev.
Og selv om langt de fleste af vores elever er nogle fantastisk dejlige unge mennesker at have med at gøre, så er det selvfølgelig også sådan, at der ligesom på alle andre efterskoler fra tid til anden opstår en lidt mere speciel udfordring. Sådan må det nødvendigvis være, når man har med unge mennesker i alderen, der svarer til 9. og 10. klasse at gøre. De udvikler sig hele tiden, og mange af dem har en tendens til at prøve grænser af, og det giver udfordringer.